En kættersk sekt, der blomstrede i Sydfrankrig i det 12. og 13. årh. Navnet stammer fra stedet Albi, men de kaldte sig selv for Katharer, "de rene", det navn, de i øvrigt var kendt under. Grundlaget for deres særlige lære var ensbetydende med en genoplivet form for manikæisme (s.d.).

(lat. colere = at dyrke eller ære). Den ærbødighed, der udvises en helgen af enkeltpersoner; specielt er det de forskellige måder, hvorpå man holder en helgen i ære, og disses udtryk i offentlige religiøse handlinger, og som udgør den "offentlige kultus", der kan være lokal eller universel. En almindelig manifestation af en helgens kultus [..]

(gr. monos = alene). I det kristne munkevæsens senere udvikling er en munk en mand, som lever i et livsvarigt fællesskab, har aflagt løfter om fattigdom, kyskhed og lydighed, og som først og fremmest er beskæftiget i fælles lovprisning af Gud, personlig åndelig fordybelse og en eller anden form for arbejde. Hvilken slags arbejde han udfører, er i v [..]

(gr. familieoverhovede). En biskop fra et af de 5 vigtigste bispesæder i den klassiske periode for den kristne Kirkes organisation, som hver især udøvede en overordnet myndighed. Det var biskopperne af Rom, Konstantinopel, Alexandria, Antiokia og Jerusalem. Andre patriarkater er blevet oprettet, enten ved deling eller ved skisma.

Pastoral-Centret

(lat. acta = beretninger). En skriftlig beretning om en tidlig martyr eller anden helgens liv og død, hvad enten den er autentisk, opdigtet eller en blanding af begge dele.

(gr. skjulte ting). Betegnelse for visse jødiske og kristne skrifter, som Kirken har udelukket fra den hellige Skrifts kanoniske bøger. Nogle få skrifter, de "deuterokanoniske bøger", som ikke er taget med i den hebraiske bibel og som heller ikke accepteres af anglikanerne og protestanterne, er kanoniske for den katolske og de østlige Kir [..]

Det meget udbredte og ødelæggende kætteri (navngivet efter den alexandrinske præst Arius (d. ca. 336)), som benægtede Jesu Kristi sande guddom. Det hævdedes, at Sønnen var skabt af Faderen, og derfor ikke lige med Faderen, ikke evig, og ikke guddommelig af væsen. Arianismen blev fordømt af det økumeniske koncil i Nicæa (325), men det varede længe, [..]

(gr. askesis = træning). En asket er en person, som fører et liv, præget af systematisk selvdisciplin, både indadtil og udadtil, ikke som et formål i sig selv, men som et middel til at leve et retskaffent liv og til mere uselvisk at elske Gud. Ordet anvendes især om de tidligste munke (ørkenfædrene), men også om deres forgængere, som levede i deres [..]

En person, der bærer vidnesbyrd om den kristne tro i ord og gerning. I den vestlige Kirke kan enhver mandlig helgen, som ikke er martyr, kaldes bekender.